Det var ein utvekslingsstudent frå Afrika som kom heim etter eit år her oppe i steinrøysa. Han vart då spurd om korleis det hadde vore, om folk, klima og slike ting.
Jau, svarde studenten. De hadde to vintrar her oppe, ein kvit og ein grøn. Men, sa han. Den grøne var verst, for då slutta dei å fyra!
I år opplever me så den grøne vinteren.
Eg vurderer nå å montere en redningsvest på hagebordet for nå har det stått mer eller mindre under vann i en måned.
…og øvrige hagemøbler er heldigvis av plastikk så de unngår antakelig råtningsdøden.
Grått i grått, og de eneste blomstene som trives er inneblomstene og vannliljene.
Vel, dette var dagens elegiske utfall mot de gjenstridige værgudene vi i år har opplevd på Vestlandet.
Nå venter vi bare på stadig nye nedbørsrekorder. Sist uke sto det å lese i avisa at dette var den dårligste sommeren etter 1929. Slå den!!!
Dei vil alltid klaga og kyta….
2 kommentarer
Uff ja, man kan bli deprimert av mindre.
Siv Svanem: Jeg bruker ikke å klage så mye, men nå er terskelen oversteget for lengst…